Vedtægter

Billund Politihundeforening.

En forening også for civile hundeførere.


VEDTÆGTER.


For Billund Politihundeforening under Dansk Politihundeforening

§ 1
Foreningens navn er Billund Politihundeforening.
Foreningen er stiftet den 19. Maj 1967.


§ 2
Det er foreningens formål, i overensstemmelse med Dansk Politihundeforenings vedtægter, at samle politihundeførere og andre interesserede i Billund området, til fremme af opdræt og dressur af hunde til praktisk anvendelse i politiets tjeneste og blandt civile medlemmer, at afholde konkurrencer ved egen foranstaltning eller i samråd med områdelederen, samt at varetage hundeførernes interesser.


§ 3
Følgende kan blive medlemmer:
Aktive:
Politiets tjenestehundeførere og civile hundeførere.
Passive:
Enhver, der interesserer sig for og ønsker at støtte politihundesagen.
Æresmedlemmer:
Medlemmer, der har vist politihundesagen særlig interesse. - Udnævnes efter vedtagelse på ordinær generalforsamling og efter bestyrelsens indstilling.
Medlemskab er betinget af, at der efter bestyrelsens forlangende bliver fremlagt en straffeattest.
Eksklusion:
Medlemmer, der forsætligt modarbejder foreningens formål eller som under foreningsarbejde, konkurrence, træning m.v. opfører sig på utilbørlig måde til skade for foreningens omdømme eller til gene for øvrige medlemmer, kan udelukkes fra foreningens arrangementer i indtil ½ år. Denne afgørelse kan evt. af det berørte medlem indankes for hovedbestyrelsen.


§ 4
Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
Kontingentet betales helårligt forud.
Det fastsatte kontingent indeholder det gældende kontingent til Dansk Politihundeforening.
Ved indmeldelse betaler AKTIVE medlemmer et indskud, nærmere fastsat af bestyrelsen.


§ 5
Afdelingen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer - valgt for 2 år - heraf en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær.
Formanden og kassereren vælges direkte på generalforsamlingen.
Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling
Formanden afgår de lige år, kassereren de ulige år. Den øvrige bestyrelse afgår i en sådan turnus at halvdelen er på valg hvert år.
Bestyrelsen vælger af sin midte næstformand og sekretær.
Bestyrelsen sammenkaldes af formanden så ofte han eller 2 bestyrelsesmedlemmer begærer dette.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen, deraf formanden eller næstformanden er tilstede.
Bestyrelsen vedtager ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Over forhandlingerne føres protokol.


§5, stk. 2
Bestyrelsen kan, hvis det skønnes nødvendig, nedsætte et Trænings- og konkurrenceudvalg.
Udvalget består af indtil 4 medlemmer, hvoraf bestyrelsen udpeger 1 bestyrelsesmedlem, til at indgå i udvalget (koordinator for udvalget), øvrige medlemmer af udvalget vælges på enten et medlemsmøde eller på en generalforsamling for 1 år ad gangen.


§ 6
Afdelingen afholder ordinær generalforsamling hvert år inden udgangen af marts måned.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende:
Valg af dirigent
Formanden aflægger beretning om afdelingens arbejde.
Kassereren forelægger det reviderede regnskab til godkendelse
Ved godkendelse meddeles decharge.
Indkomne forslag
Valg til bestyrelsen, jfr. § 5
Valg af suppleanter: vælges for 1 år
Valg af revisor - valget gælder for 2 år
Valg af revisorsuppleant - valget gælder for 1 år.
Eventuelt.
Generalforsamlingen indkaldes med 4 ugers varsel, evt. gennem medlemsblad.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde 3 uger før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen kan der ikke stemmes ved fuldmagter.
Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis mindst 2/5 af foreningens medlemmer begærer dette.


§ 7
Afdelingen er selv ansvarlig for sin økonomi, herunder fastsættelse af eget kontingent til afdelingen for henholdsvis aktive og passive medlemmer.
Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de forpligtelser foreningen indgår, hvor foreningen hæfter ved dens respektive formue.
Foreningens medlemmer har ingen økonomiske forpligtelser overfor foreningen udover kontingentforpligtelser og startpenge.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Regnskabet føres af kassereren under tilsyn af bestyrelsen.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Revisoren skal mindst én gang årligt revidere regnskabet.


§ 8
En lovlig indvarslet generalforsamling er øverste myndighed i alle foreningens anliggender.
En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer.
Alle beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal, dog at vedtægtsændringer kræver 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede.
Afstemningen foretages ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning foretages, når mindst 3 af de fremmødte medlemmer forlanger det.
Beslutning om afdelingens ophævelse træffes, når mindst ¾ af foreningens aktive medlemmer stemmer for det.

§

9
I tilfælde af afdelingens ophævelse træffer generalforsamlingen
beslutning om, hvortil eller til hvem afdelingens midler skal overgå.

Foranstående vedtægter er revideret i overensstemmelse med vedtagelse på ekstraordinær generalforsamling afholdt den 16/12-1981 samt senere naturlige redaktionelle justeringer 31/3-1992, 13/3-1993 og 16/3-2001, samt vedtagelse på ordinær generalforsamling den 27/2-2004.
Navneændring fra Ribe Amts Politihundeforening til Billund Politihundeforening vedtaget på ordinær generalforsamling den 14/3-2018.
19/2-2019 Ovenstående vedtægter vedtaget på ordinær generalforsamling.